Nogle hunde ryster mere end andre. Sådan er det bare og det er ikke noget, man nødvendigvis skal være bekymret over. Der kan være mange forskellige årsager til at din hund ryster, men der skal selvfølgelig altid holdes øje.
Som nævnt ryster nogle hunde mere end andre. Har hunden været udsat for et stort udsving i temperatur, er den f.eks. blevet våd og kold under en gåtur, så vil den i visse tilfælde begynde at ryste. Som hos mennesker er det en helt normal fysisk reaktion, for at få kroppen til at generere mest mulig varme.
Bliver din hund påvirket psykisk, vil du også kunne opleve at din hund ryster. Ængstelige og nervøse hunde, der eksempelvis er bange for fremmede, kan nemt begynde at ryste. De kan også være ophidsede, eller har set noget uvant, der får deres krop til at sitre.
Man kan derfor med fordel tage notits af, når hunden ryster. Der danner sig måske hurtigt et mønster, der viser at hunden ryster i visse situationer, og at der intet er at være nervøs over.
Hold øje med hundens rysten
Man skal dog altid holde øje med hundens adfærd. Herunder har vi opridset en række ting, man som hundeejer med fordel kan holde øje med, hvis ens hund ryster ofte:
- Hunden ændrer spisevaner og mangler appetit
- Hunden drikker meget eller meget mindre end normalt
- Hunden lider af søvnbesvær
- Hunden sover mere end vanligt
- Hunden har bevægelsesbesvær
Hvis ovenstående ændring i adfærd opstår, er det vigtigt at tage kontakt til dyrlægen og få lavet en udredning af hunden. Der kan nemlig være tale om alvorlige underliggende problemer, der kan medfører at din hund ryster og a som hunden skal behandles for.
Husk at en drægtig hund oftest også ændrer adfærd. Det kan I læse meget mere om her.
I langt de fleste tilfælde er der dog intet i vejen, når din hund ryster. En hurtig søgning på nettet viser ligeledes at mange oplever, at deres hund ryster i forskellige situationer. Nogle når de er trætte, andre på grund af ukendte lyde og andre sågar hvis de søger efter foder, der blevet kastet i haven. At en hund ryster kan derfor betyde alt lige fra glæde til nervøsitet.
Vær ekstra opmærksom hvis din hund ryster på hovedet
Hvis din hund ryster på hovedet, er det tit og ofte tegn på irritation i ørerne. Hunde kan ikke selv rense deres ører, og derfor kan snavs, sand, jord osv. irritere gevaldigt, hvis de får det ind i øret – og dette kan bidrage til at din hund ryster mere på hovedet, end hvad godt er.
Man bør sørge for at rense hundens ører fra tid til anden. Gør det til en vane at tjekke hundens ører, hver gang den bliver børstet. Alternativt kan man hurtigt tjekke ørerne, når man hygger og kæler med hunden.
Udover fremmedlegemer i ørerne, kan hundens rysten på hovedet også skyldes parasitter eller hudsygdomme. Disse ting kan ikke behandles af jer selv og oftest, er der ingen synlige tegn til stede.
Dog vil en ørebetændelse ofte være let at spotte, da øret vil føles varmt og ørevoksen være brunlig eller sort. Øret kan også begynde at lugte sødligt og være fugtigt, hvilket er et klart tegn på betændelse. Derfor bør hunden tages et smut forbi dyrlægen, hvis den ikke stopper med at ryste på hovedet, og I lægger mærke til ovenstående symptomer.