Det siger nok lidt sig selv – en hund, der er bange, er en hund, der ikke trives. Selvfølgelig kan en hund blive skræmt over pludselige lyde, hvilket er en naturlig reaktion, der er med til at sikre dens overlevelse i naturen.
Det er vigtigt som hundeejer at være opmærksom på hundens trivsel. Som skrevet trives en ængstelig hund ikke og man bør derfor støtte og hjælpe sin hund, for at mindske denne ængstelige adfærd.
Socialiser din hund fra hvalpestadiet
Nogle hunderacer er mere ængstelige end andre. Det kan man ikke komme uden om. Men det bør ikke være normalt for en hund at være bange for specifikke ting, såsom andre mennesker, lyde, hunde osv.
Hunde, der er blevet socialiseret godt som hvalpe, vil typisk ikke udvise ængstelig adfærd. En sådan hund er ikke bange for fremmede mennesker eller hunde.
Der pålægger derfor et stort ansvar fra hundeopdrætterens side. Det er nemlig yderst vigtigt at få socialiseret og introduceret de små hvalpe til andre hunde, mennesker, dyr og lyde. Hvalpene er ekstra modtagelige for denne socialisering fra de er 3 til 16 uger gamle. Derfor bør man som ny hundeejer også have gjort sig tanker omkring, hvordan man introducerer sin hvalp for den store verden, så snart man får den hjem.
Hvis man har været grundig og taget socialiseringen alvorligt, vil man få en hund, der tolerer det meste med ophøjet ro.
Tænk over din egen adfærd
Man skal huske på, at man har anskaffet sig en hund og ikke et lille barn. Selvom man skal give sin hvalp masser af kærlighed, skal man stadig behandle den som en hund. Hvis man tager hvalpen op, taler med blid stemme til den eller kæler den blidt, når den bliver nervøs eller bange, vil man blot forstærke den ængstelige adfærd. Dette vil følge hunden resten af livet.
Er din hund bange for høje lyde, er det værd at overveje, hvordan du selv reagere ved disse lyde. Farer du sammen eller får du let et chok, så gør din hund også. Bliver du ligeledes anspændt og nervøs, når I går tur og møder andre hunde, så vil din hund kunne mærke det og selv blive nervøs.
Det er derfor vigtigt at du som hundeejer reagerer roligt og sikkert. Du er flokkens leder og din hund spejler sig i din adfærd. Udviser du ro og viser vejen for hunden, vil det hjælpe på adfærden og give dig en gladere og mindre anspændt hund.
Hvad kan du gøre, når din hund er bange for alt?
Vi vil på det kraftigste anbefale at tage kontakt til en hundetræner, hundepsykolog eller dyrlægen, hvis man ikke selv kan afhjælpe den ængstelige adfærd. Det kan være en stor mundfuld at omvende hunden, og nogle gange må man erkende, at man skal have hjælp fra eksperter eller fagpersoner. I langt de fleste tilfælde ender man med en hund, der får et bedre liv, da både du som ejer, og hunden slapper mere af.
Skriv gerne en kommentar, hvis du har erfaring med bange og nervøse hunde og har gode råd, du gerne vil dele.