Kender du reglerne for, hvornår en hund skal føres i snor? Trækker hunden meget, når der I går tur? I denne artikel kan du læse mere om det at have hund i snor.
Hvis du er vant til at lade snoren blive hjemme, når hunden skal luftes, kan det være værd at genoverveje. Det kan nemlig koste en bøde på helt op til 2.000 kr. hvis du ikke har din hund i snor, når I er på gåtur i f.eks. skoven.
Hund uden snor
Selvom du har en velopdragen hund, du mener sagtens kan gå uden snor, er det ikke tilladt at lade den løbe frit alle steder. I områder med bymæssig bebyggelse og i byer skal hunden føres i snor, så hundeejeren kan holde hunden tæt til sig.
I offentlige parker og skove skal hunden ligeledes holdes tæt til sig, og den må ikke strejfe rundt. Hvis hunden strejfer omkring i skoven, kan det tilmed forstyrre det vilde dyreliv og tvinge dem væk fra området. Derfor bør ovenstående altid respekteres.
Hunden må dog godt være uden snor, såfremt hundeejeren har fuld kontrol over hunden, i en af de mere en 400 danske hundeskove og den må ligeledes være uden snor på stranden i vinterhalvåret (oktober t.o.m marts). Det er dog værd at bemærke, at enkelte strande helt forbyder hunde og den lokale skiltning skal selvfølgelige altid respekteres.
Når hunden trækker i snoren
Nu hvor hunden er kommet i snor, oplever mange at hunden trækker. Mange hundetrænere oplever at ét af de mest hyppige spørgsmål angående hundeopdragelse, omhandler hunde der trækker i snoren.
Det kan også være til stor frustration, når den firbenede ven tonser afsted i sin iver for at komme fremad, selvom man rykker i snoren og prøver at irettesætte lille Fido.
Faktisk er det slet ikke en god idé at rykke i snoren, og det har oftest en helt modsat virkning i forhold til meningen. Hunden vil opleve ejeren som aggressiv, når der bliver rykket i snoren – og derfor forsøge at skabe afstand som følge af utrygskab. Ryk i snoren kan også gøre skade og give hunde ond i ryg eller nakke.
Som med al anden hundeopdragelse kræver det tålmodighed, hvis den skal lære at gå pænt i snor.
Vi har samlet en række råd til, hvordan træningen kan gribes an. Det er dog vigtigt at huske på, at dette skal trænes målrettet og ikke kun, når I er ude på de daglige gåture. Træningen af dette bør ligeledes starte, når hunden er hvalp. Oftest giver vi efter for hvalpene, når de gerne vil afsted på tur, da de overbeviser os med deres søde og nuttede adfærd – men faktisk bør vi forstærke den gode adfærd allerede i hvalpestadiet.
- Stop op når snoren bliver stram – hunden vil gerne fremad, og så snart snoren strammes, stopper du op i stilhed. Det kan tage tid før hunden opfatter hvad, der sker, så tålmodighed er vigtigt. Når hunden ”giver op” og snoren bliver slap, begynder du at gå videre. Dette gentages indtil hunden forstår, at den ikke kommer videre, når den trækker i snoren.
- Slip snoren – Nogle hunde trækker instinktivt (f.eks. slædehunde). Hvis I træner et sikkert sted, hvor hunden ikke kan komme til skade hvis den slippes fri, kan man forsøge at slippe snoren, når hunden trækker. Nogle hunde vil stoppe op og undre sig over, hvor modstanden blev af.
- Vend om – gå den anden vej, når hunden begynder at trække. Det skal ikke være demonstrativt og foregå i et ryk, men vend blot om så hunden bliver nød til at følge med. Du vil komme til at se spøjs ud, når du gang på gang vender om. Dog vil hunden til sidst forstå, at du vender om og går den modsatte vej af det sjove den var på vej hen til, hvis den begynder at trække.
Hvis I ikke oplever den ønskede effekt af ovenstående råd, kan det overvejes at købe et halsbånd, der spændes om hundens snude. Det strammer ikke, men hundens snude/hoved bliver drejet til siden, hver gang den trækker. ”Grimen” bruges kun under træningen indtil hunden har lært ikke at trække i snoren. Herefter kan have din hund i snor uden problemer.